Nyhedbrev - Efterår

2019-11-05

Efterårets komme

De brune blade tager til i mængde, medens lyset svinder. Vi hygger os, putter os under tæppet - tager regntøj på og bestrider vind og nedbør. Cykeltur, gåtur, løbetur, ridetur, rotur - vinterbadningen er begyndt. Rodfrugtsretter i ovn og gryde og varm te. Stearinlys og pusleri. Alt der hører efteråret til.

Vi pakker havemøbler væk, måske lader vi grillen stå - hvem ved - langtidsbagning under åben himmel er der måske mulighed for endnu. Når bare vi har det rette tøj på.

Tilvænning

Jeg synes, det har taget nær ved en måned at vende mig til den mørkere tid. Endelig begynder jeg at vågne frisk igen om morgenen. Modet har nu været godt, men der har kun været energi til at overskue det, som var på programmet.

Overskud og energi

Nu begynder ideer og overskud at stige igen. Alt påvirker os - det vi spiser, drikker, arbejdet, fritiden og familien - men især naturens gang. Lad os ikke glemme det. Vær retfærdig og accepter, at du har brug for mere søvn, når lyset bliver mindre.


Hvordan påvirker efteråret mig?

Har jeg mærket forandring i mit energiniveau?

Har jeg mærket et ændret søvnbehov?

Hvordan er min vejrtrækning?

Kan jeg gøre noget?

Får jeg nok frisk luft?

Får jeg bevæget mig - frem over naturens mark?

Ser jeg naturens forandring?

Din krop og psyke har brug for kontakt med naturen - begiv dig derud!

Naturforbindelsen

Det handler ikke kun om motion og styrke - det handler om forbindelse - jordforbindelse og naturforbindelse. Det er det, vi har brug for i den digitale tidsalder, hvor vi påvirkes mere, end vi aner af elektromagnetiske stråler, informationer uden ende, arrangementer uden ende, mennesker og kontakter uden ende, mad uden ende, fornøjelser uden ende....

Naturen går sin gang - følger du med?

Gør noget godt for dig selv - Gå ud!