Viniyoga

2018-01-10

Hvad er Viniyoga?

Ordet viniyoga betyder udvikling i etaper med en tilpasning af midler til hver etape. Det er underviserens opgave at observere eleven og på intelligent vis anvende tilpassede øvelser mm til hver etape som eleven gennemgår. Underviseren overleverer undervisningen til eleven som en gave. Ethvert undervisningsforløb er individuelt også selvom du deltager i en gruppe, og undervisningen sker på en systematisk måde, etape for etape, hvor ingen etape kan springes over. Det er derfor vigtigt, at enhver elev der kommer til yoga accepterer undervisningen, som den er og respekterer lærerens valg af øvelser og udviklingen i sin egen praksis.

Forklaringen på denne individuelle behandling er, at vi hver især er forskellige og vi forandres ustandseligt, derfor er det umuligt for os at starte fra samme sted. Ligesom et præfabrikeret svar på "Hvordan har du det idag?" er ubrugeligt, lige sådan er præfabrikeret yogaundervisning ubrugelig eller rettere uden større effekt. For at overlevere en "vare" af god kvalitet, må underviseren nødvendigvis være i stand til at læse og undersøge den aktuelle situation og stille relevante spørgsmål til den nuværende etablerede situation. En yogalærers arbejde er at være i dette og udvikle sin undervisning som svar til den situation, som hans eller hendes elev står med både fysisk, psykisk og spirituelt. 

På så vis er viniyoga baseret på et personligt forhold mellem elev og lærer, hvor læreren arbejder individuelt med hver elev. Ideelt set får hver elev et individuelt yogaprogram baseret på faktorer som sundhedstilstand, alder, levevis og kondition og under hensyntagen til tidligere eller nuværende skader og sygdomme.

Når du går til gruppeundervisning bruges ofte one-size-fits-all. Du forventes at følge med og få din krop til at passe ind. Men ikke alle former passer alle, også selvom vi godt kan lave dem. Den erfarne lærer vil dog til enhver øvelse kunne foreslå en tilpasning eller variation, hvor effekten bevares selvom formen er anderledes.

En lærer spørger måske om du har har skader eller skavanker, men der er oftest ikke tid eller mulighed for tilpasning. I viniyoga lærer du at passe på dig selv, lytte efter og kende dine egne grænser. På så vis kan du og "din nabo" godt have ondt i lænden, men da I er forskellige kan det være at foroverbøjning er godt for dig og bagoverbøjning bedre for din nabo. En viniyogalærer har indsigt og kendskab til at hjælpe og tilpasse hver enkelt øvelse til den enkelte og kigger dybere for at adressere årsagen.

Viniyogalæreren er udover at være vidende om anatomi, fysiologi, psyke, symptomer, ubalancer mm. også uddannet i at forstå mennesket og møde den enkelte, hvor den er fysisk og psykisk.  

Viniyogaens historie

Viniyoga er legenden om den store guru Krishnamacharya, som underviste blandt andet Pattabhi Jois og B.K.S. Iyengar.

Disse to er de to mest prominente figurer i yogaens udbredelse til vestern I 70´erne.

Krishnamacharyas søn T.K.V. Desikachar viderebragte sin fars lære som grundlægger af Krishnamacharya Yoga Mandirum (KYM) i Chennai, Indien. Her begyndte han at kalde metoden Viniyoga.

Desikachar døde i august 2016. Han havde undervist offentligt indtil kort før sin død. I nogen tid videreførte hans søn Kausthub KYM. Men i 2013 trådte han tilbage som resultat af beskyldninger om psykisk og fysisk chikane af kvindlige elever.

I Europa findes flere viniyogasammenslutninger blandt andet den jeg hører til, som er i Frankrig. Lederen af Viniyoga-fondation Frankrig, Bernard Bouanchaud, er oplært direkte af T.K.V. Deschikashar og har også haft et personligt forhold og modtaget undervisning af Krishnamacharya. Det er et stort privilegie at blive uddannet direkte af denne meget veluddannede og vise mand.

I USA, er Gary Kraftsow, grundlæggeren af det amerikanske Viniyogainstitut, den mest prominente amerikanske fortaler for T.K.V. Desikachars metode. Andre velkendte elever inkluderer Leslie Kaminoff, grundlægger af The Breathing Project i New York City og medforfatter af "Yoga Anatomy".

Viniyoga i gruppe

Viniyoga er yoga tilpasset til den enkeltes formåen. Når viniyoga undervises i grupper kan du som elev ikke så let blot at være en del af gruppen. Din lærer vil nemlig gøre en indsats for at lære dig at kende, så han eller hun kan give dig en personlig instruktion. Der vil derfor ofte i en viniyogalektion være forskellige former for udførelse af den samme øvelse.